En kort historie om de klassiske hallucinogener
Klassiske hallucinogener, som psilocybin, LSD, DMT og meskalin, har været anvendt af mennesker i tusinder af år til religiøse og spirituelle ceremonier. Disse fire kaldes også de klassiske psykedeliske stoffer. Ordet psykedelisk stammer fra det oldgræske psyke (mind) delos (visible) og kan løst oversættes til mind-manifesting eller soul-revealing.
Selvom oprindelige befolkninger har gjort brug af hallucinogenerne på forskellige måder i op mod 5700 år, blev de først introduceret for den vestlige verden i 1897, ved at Arthur Heffter isolerede meskalin fra peyote-kaktussen. Der gik yderligere 41 år før Albert Hoffman, en schweizisk kemiker, fremstillede det første syntetiske hallucinogen, lysergic acid diethylamide-25 (LSD-25), der dog blev anset for at være et uinteressant stof. Endnu fem år gik der før han ved et uheld kom til at indtage en meget lille dosis af stoffet, og blev overrasket over at opleve en række ”forunderlige og skræmmende” effekter. Hofmann beskrev oplevelsen således:
”I fredags, den 16. april 1943, blev jeg tvunget til at afbryde mit arbejde i laboratoriet midt på eftermiddagen og tage hjem, påvirket af en bemærkelsesværdig rastløshed kombineret med en let svimmelhed. Hjemme lå jeg og sank ind i en ikke ubehagelig beruset tilstand, præget af en ekstremt stimuleret fantasi. I en drømmeagtig tilstand, med lukkede øjne (jeg syntes, at dagslyset var ubehageligt blændende), opfattede jeg en uafbrudt strøm af fantastiske billeder, ekstraordinære former med intens, kalejdoskopisk farvespil. Efter cirka to timer forsvandt denne tilstand.”
(Hofmann, 1980, s.15)
Hoffmans arbejdsgiver, lægemiddelvirksomheden Sandoz solgte LSD under navnet delysid og gjorde det frit tilgængeligt for enhver som var interesseret i at forske i stoffet. US National Institutes of Health nåede at finansiere 130 kliniske forsøg med LSD, som modtog stor interesse fra forskere inden for psykiatrien, fordi nogle af de akutte virkninger, såsom ego-opløsning, tankeforstyrrelse og visuelle hallucinationer, syntes at efterligne nogle af de symptomer, der ses hos akut psykotiske patienter. Forbindelsen syntes også at lette adgangen til undertrykte traumatiske minder og ubevidst materiale. Kliniske forsøg viste lovende resultater for behandling af patienter med psykedeliske stoffer for en række forskellige lidelser, især angst, depression og alkoholisme, i en psykologisk støttende kontekst.
De magiske svampe blev benyttet rituelt, primært af oprindelige folkeslag i Mexico og Mellemamerika. Først da Robert Gordon Wasson, en bankmand fra Manhattan New York, i 1955 tog til Mexico og deltog i et ritual, hvori der blev indtaget magiske svampe (indeholdende det psykoaktive stof psilocybin), blev effekterne af den magiske svamp afsløret for den brede befolkning i vesten i hans artikel i life magazine. Efter indtagelse af svampene erfarede Wasson en ny type af bevidsthed, som han offentliggjorde en beretning om, to år efter sin oplevelse. Psilocybin findes i naturen i mere end 100 forskellige svampe og blev isoleret i 1957 og syntetisk fremstillet i 1958 af Albert Hofmann. Som med LSD udgav Sandoz syntetiseret psilocybin på markedet i 1960’erne under navnet Indocybin.
I 1959 blev en sammenligning af effekterne efter indtagelse af henholdsvis psilocybin og LSD udgivet. I 1960 påbegyndte psykologen Timothy Leary fra Harvard eksperimenter med psilocybin under Harvard Psilocybin Project, for at undersøge effekten heraf som en alternativ komponent til psykoterapi.
De nye stoffer blev anset som revolutionerende, og brugen af dem spredte sig til rekreativt brug blandt befolkningen, som bl.a. anså dem som et bevidsthedsudvidende redskab. Men fra midt 1960’erne og frem begyndte historier om bad trips, selvmord og psykoser at fylde mere og mere i medierne. Vietnamkrigens protestbevægelse blev associeret med brugen af psykedeliske stoffer og USA’s regering begyndte at blive bekymrede for, om den løse og ukritiske brug af stofferne kunne have en skadelig virkning på befolkningen. Der bredte sig et syn på de psykedeliske stoffer, som værende uden accepteret medicinsk virkning og til potentiel fare for befolkningen. Til trods for forskningsresultaterne viste at stofferne var sikre at bruge i de rette kliniske omgivelser, blev de klassiske psykedeliske stoffer klassificeret under artikel I i FN's konvention om narkotika fra 1967. Dette klassificerede stofferne som uacceptable for medicinsk brug og med betydeligt potentiale for skade og afhængighed. Dette resulterede i, at forskningen i de psykedeliske stoffers potentielle gavnlige effekter blev lukket ned.
I de senere år er der sket en genopblussen af forskning i psykedeliske stoffer. Virkninger af psykedeliske stoffer studeres hos raske forsøgspersoner gennem studier med PET og MRI hjerneskanninger, og gennem psykofarmakologisk såvel som mere klinisk forskning. Forskere i Danmark har også undersøgt sikkerheden, hjernedynamikker, farmakologiske virkninger og terapeutisk brug af det psykedeliske stof psilocybin.