Om mig
Tobias Mathiesen, Cand. Psych.
33-årig psykolog med en varm og empatisk tilgang til arbejdet
Jeg stræber efter at skabe en tryg og forstående atmosfære for mine klienter og tilbyder hjælp til en bred vifte af udfordringer, herunder generel mistrivsel, stress, belastningsreaktioner, ensomhed, mobning, selvtillidsproblemer, dårligt selvværd, angst, OCD, tristhed og depression. Uanset om du er ung eller voksen, eller om du kommer som en del af en familie eller et par, er jeg klar til at være din professionelle sparringspartner.
Jeg er uddannet på Syddansk Universitet, hvorfra jeg har en solid teoretisk baggrund, der er baseret på den nyeste psykoterapeutiske forskning og har været involveret i klinisk og eksperimentel forskning inden for psykiatriske og somatiske lidelser ved Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet. Her har jeg bl.a. arbejdet med psykedelisk terapi og undersøgt, hvordan det kan understøttes med Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Jeg er engageret i at holde mig opdateret inden for nyere terapeutisk forskning og bringe denne viden ind i mit arbejde.
Jeg tror på, at kemi er afgørende for et vellykket terapiforløb. Det er vigtigt for mig, at du altid føler, at jeg er dedikeret til at forstå dig og ægte interesseret i, hvordan du har det. Selvom terapi kan være udfordrende, skaber en god kemi mulighed for, at vi sammen kan håndtere det. Det betyder, at vores møde skaber håb for dig og at vi, på en tryg måde, sammen kan påvirke og gøre en forskel i dit daglige liv.
Jeg bor sammen med min familie på Nørrebro i København - og i sommerhalvåret i vores kolonihavehus ved vestskoven. To livlige børn fylder vores hjem med kaos, kærlighed og eventyr.
Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening, Association of Contextual Behavioral Science samt Dansk Psykoterapeutisk Selvskab for Psykologer og modtager løbende supervision og videreuddannelse for at sikre kvalitet og udvikling i mit faglige arbejde.
Tavshedspligt
Som psykolog er jeg underlagt Psykologloven og har tavshedspligt. Tavshedspligten er essentiel for at sikre din følelse af tryghed som klient, og denne tryghed er afgørende for et vellykket forløb. Sammen med de etiske principper og psykologens faglige ekspertise udgør tavshedspligten fundamentet for psykologens praksis.
Der kan dog opstå situationer, hvor psykologen kan stå over for at skulle overtræde sin tavshedspligt - enten som en pålagt pligt til at bryde den eller som en ret til at gøre det.
Pligtmæssig videregivelse
Nogle enkelte love forpligter psykologen til ubeinget at bryde tavshedspligten. I de meget få tilfælde skal psykologen derfor ubetinget videregive de nødvendige oplysninger. Psykologen skal ikke afveje og vurdere situationen, men skal på begæring udlevere de ønskede oplysninger.
Dette ses fx, hvis en dommer afgør, at psykologen til brug for retssager skal udlevere de ønskede oplysninger uden begrænsning. Psykologen har også pligt til på en dommers anmodning at afgive vidneforklaring om forhold, der normalt er omfattet af tavshedspligten.
Ret-/pligtmæssig videregivelse efter vurdering
Enkelte love kan også indeholde en forpligtelse til at videregive fortrolige oplysninger, hvis psykologen vurderer, at situationen er så alvorlig, at tavshedspligten skal brydes. Her er det altså psykologens vurdering af forholdene, der er afgørende.
Generelt gælder det, at ethvert brud på tavsheds- pligten forudsætter en nøje overvejelse, hvor psykologen må klargøre og vurdere de foreliggende forhold og foretage en afvejning af dels hensynet til klienten, dels hensynet til nødvendigheden af at videregive oplysningerne.
Hvis der videregives oplysninger, må psykologen kun videregive det, som er relevant og nødvendigt for en sags afklaring. Psykologen skal ved videregivelsen underrette klienten om, hvilke oplysninger der vil blive videregivet til hvem, og hvorfor det er nødvendigt.
Psykologen skal notere videregivelsen og begrundelsen for den i journalen.
Eksempler
De eksempler, der nævnes nedenfor, er alle situationer, hvor psykologens vurdering er afgørende for, om tavshedspligten skal brydes:
Psykologen skal ubetinget underrette et barns hjemkommune, hvis psykologen vurderer, at et barn eller en ung under 18 år er udsat eller har brug for særlig støtte – også selv om barnet eller forældrene modsætter sig underretningen.
I tilfælde hvor psykologen vurderer, at en klient selv eller andre er udsat for åbenlys fare, fx hvis klienten udviser tegn på at være selvmordstruet og derfor skal henvises til psykiatrisk behandling, skal psykologen bryde sin tavshedspligt for at beskytte andres liv og velfærd.
Endelig kan klienten selv ønske, at tavshedsplig- ten skal brydes, og at psykologen skal videregive fortrolige oplysninger til andre. Det kan være til myndigheder eller i forbindelse med forsikrings- sager. I den situation er det psykologens pligt at sikre sig, at der foreligger et informeret skriftligt samtykke til videregivelse af oplysningerne, til hvem oplysninger skal gives, og til hvilket formål. Hvis psykologen vurderer, at nogle af de oplysninger, klienten ønsker at videregive, er uhensigtsmæssige for klienten, er det psykologens etiske pligt at oplyse klienten om dette.
Læs mere om tavshedspligten på psykologforeningens hjemmeside.
Kontekstuel Terapi
kontakt@kontekstuelterapi.dk | Tlf.: 60 665 664 | Kvægtorvsgade 1, 1710 København V